Udvikling og afprøvning af opskrifterne
Udvikling af opskrifter
Dysfagiopskrifterne er udviklet i Køkkenet Madam Blå på Plejecenter Sølund. Alle udviklede opskrifter er løbende blevet smagstestet af teamet i køkkenet.
Udviklingen af opskrifterne til dysfagidiæt sikrer desuden, at der tilbydes fuldgyldige måltider og mellemmåltider til hele dagen, så det bliver muligt at dække det daglige energibehov.
Næringsindhold i retter og opskrifter
Der er lavet næringsberegninger af opskrifter så vel som af retter. Under de enkelte opskrifter er næringsindholdet angivet pr. 100 gram imens næringsberegningerne for retternes vedkommende er angivet pr. portion. Næringsindholdet af en ret kan variere, afhængig af hvordan man kombinerer de enkelte opskrifter.
Der er foretaget beregninger af, at de præsenterede retter i denne kogebog kan sammensættes på en måde, der giver et gennemsnitlig næringsindhold over en uge, der lever op til anbefalingerne ("Anbefalinger for den danske institutionskost" Sundhedsstyrelsen, DTU Fødevareinstituttet og Miljø- og Fødevareministeriet 2015.)
Afprøvning af opskrifter
Alle de udviklede opskrifter på dysfagidiæt er afprøvet og tilsmagt af beboere på Plejecenter Sølund i samarbejde med en ergoterapeut. Beboerne har i pilotperioden alle været visiteret til en grad af konsistensjusteret mad.
Testningen har haft fokus på, om retterne har haft den rette konsistens således, at borgeren effektivt og sikkert har kunnet tygge, transportere og synke maden.
I tilsmagningen har der været fokus på, om borgerne kunne lide udseende, duft, smag og konsistens af maden. Borgernes reaktioner på oplevelsen af de afprøvede retter og opskrifter er løbende noteret.
Erfaringer fra udviklingsprojektet i Køkkenet Madam Blå
Erfaringen fra udviklingsprojektet i Køkkenet Madam Blå er, at motivationen i køkkenet til produktion af dysfagidiæt, kommer af, at de faglige kompetencer og de kreative evner køkkenpersonalet besidder, kommer i spil.
Desuden er det erfaret, at produktion af mad til borgere med dysfagi tilberedt fra bunden er med til at sikre større appetit og dermed øget livskvalitet for borgerne – ikke mindst fordi der bliver større variation i den mad, der bliver serveret.