Hvad siger beboerne

Alle de udviklede opskrifter på konsistensjusteret mad er afprøvet og tilsmagt af beboere på Plejecenter Sølund i samarbejde med en ergoterapeut. Beboerne har i pilotperioden alle været visiteret til en grad af konsistensjusteret mad. Testningen har haft fokus på, om retterne har haft den rette konsistens således, at borgeren effektivt og sikkert har kunnet tygge, transportere og synke maden. I tilsmagningen har der været fokus på, om borgerne kunne lide udseende, duft, smag og konsistens af maden. Borgernes reaktioner på oplevelsen af de afprøvede retter og opskrifter er løbende noteret. Eksempler på citater fra borgerne fremgår af nedenstående

Jeg har sådan savnet at få rugbrødsmadder, noget der mætter og noget man kan stole på der ikke er klumper og kerner i.

Det er skønt med rugbrød, er meget savnet, vil jeg gerne have en anden gang igen, det smager dejligt og rar fornemmelse i munden

Maden ser flot ud – lige til at spise

Det er rart at jeg ikke hoster når jeg spiser

Det kræver ikke ligeså meget energi for mig at spise og det føles rart i munden

Jeg bliver mæt som i gamle dage, det er godt med forandring

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har spist en rugbrødsmad. Jeg ser de andre spise det men får det ikke selv.

Smagen er god og det er dejligt med forskellige smage

Det er nemt at synke og rart at have i munden

Jeg vil rigtig gerne være testperson på din mad igen

Det smager rigtig godt, det er rigtig mad, det vil jeg ønske jeg fik igen

Skal jeg have det her til frokost – må jeg beholde resten og spise det senere når jeg er sulten igen

Jeg må ikke spise rugbrød, kan man få tilpasset rugbrød til det jeg må spise – jeg kan godt lide rugbrød nemlig